Sommerbolig i tre versioner
Hvis du er den heldige ejer af en sommerbolig, kan du fortsætte stilen fra din helårsbolig i en sommerlig udgave – eller du kan benytte dig af muligheden for at prøve noget helt, helt andet. Vores chefstylist Dorte Brobak har samlet møbler og idéer til tre skønne stilarter, som du kan lade dig inspirere af – også selvom du ikke har et sommerhus.
|
Mormors kolonihavehusGemmer der sig en nostalgiker i dig så spring ud i masser af hygge og retro. Vælg vintagemøbler eller møbler i romantisk, retro-inspireret stil.
Tænk i træ, bambus, blomster, flet, runde kurver og håndlavede detaljer som f.eks. broderi og strik – alt må gerne være i støvede nuancer, der understreger det nostalgiske look. Husk også, at ting, som vil se forkerte ud i dit eget moderne hjem, kan se skønne ud i din retro-hule – f.eks. en hæklet pude eller en mønstret vase. Prøv dig frem og husk så at tilsætte duften af kaffe og hjemmebag. |
|
Villa villekullaDer skal være plads til humor og til børn. I dit sommerhus kan du indrette dig, så der er god plads til begge dele, ligesom du kan gøre det til at oplagt sted at samle vennerne og familien.
Vælg en stor hyggelig sofa, hvor der er plads til mange, og hvor man gerne må lægge benene op. Fyld den med farvestrålende puder og et par kulørte tæpper, så den indbyder til hygge. En stabel plastik-stole og et bord med tillægsplader, kan hurtigt skaffe plads til et par ekstra sultne munde – stolene kan fint være dem, du også bruger på terrassen. Sørg også for plads til overnattende gæster med en god sovesofa eller en køjeseng. |
|
Huset ved havetLigger dit hus ved vandet, så understreg stemningen med et hvidt univers – gør det ikke, så lev drømmen ud alligevel.
Byg stuen op omkring en lys sofa i rene linjer. Til de andre møbler kan du med fordel vælge lyse træsorter eller hvidmalede flader. Og pluk så dit boligtilbehør i neutrale farver og ærlige materialer som træ, bomuld og fajance. Hvide lamper og masser af levende lys i fine lygter og stager er perfekt belysning. Når du går tur langs vandet så tænk på, at du også kan lade havet bidrage med pynt som skaller, sten og små stykker hvidvasket drivtømmer. |


