Da IDEmøblers makeoverteam dukker op i Reden en fredag morgen, er det for at give værestedets dagligstue en velfortjent opdatering. Kontakten blev skabt, da en af Redens medarbejdere spurgte, om møbelkæden ville sponsorere en sovesofa. Her opstod idéen om en makeover, som Reden tog imod med begejstring. Dermed gik startskuddet for Fryds hidtil mest utraditionelle makeover-reportage. For selv om mange mennesker føler sig hjemme her, er Reden langt fra et almindeligt hjem.
 
”Når man går ind ad døren til Reden, er det fordi man har et problem,” fastslår Anette Rix, der af både brugere og ansatte kaldes Rix. Det korte, fyndige kaldenavn passer godt til den på en gang kærlige og meget karismatiske kvinde, der tager imod på sit kontor bag ’Redens’ dagligstue.

Et helle fra gaden

Men personalet på Reden ser det imidlertid ikke som deres primære opgave at løse kvindernes problemer. ”Det er ikke vores mål at redde kvinderne. Det vi laver er at minimere risici for kvinderne på gaden,” fortæller hun. ”Selvfølgelig vil vi gerne mere end det, men det kræver meget store ressourcer at træffe beslutninger, så man kan handle og ændre sin situation. Vi hjælper vores kvinder med at generere ressourcer til at handle – også i det små.”

Reden tilbyder bl.a. støtte, omsorg, rådgivning og bisidderhjælp ved kontakten med offentlige myndigheder. Men kvinderne kan også få basale fornødenheder som et bad, et måltid varm mad og en ren seng at sove i. ”Reden er et helle for kvinderne,” fortsætter Rix, ”– bl.a. fordi her ikke kommer nogen mænd. Her kan de se tv, male, strikke, lægge puslespil eller deltage i vores arrangementer. Vi har f.eks. aftener med undervisning i selvforsvar, karaokeaftener og videoaftener. Så når de kommer ind her, efterlader de ’gaden’ på trappestenen.”

Og oftest er det ikke så lidt, kvinderne parkerer dér. De fleste har en tragisk forhistorie, der skaber snævre rammer for personalets arbejde.”Vi sætter vores succeskriterier efter forholdene og tager hver dag, som den kommer. Vi kan ikke transformere en narkoprostitueret til en social- og sundhedshjælper på et år, men vi kan hjælpe hende med at overkomme mindre ting – f.eks. at komme til lægen eller at tage imod en overnatning.”

Power på trods

Rix har arbejdet 7 år i Reden, heraf 4 som leder. ”Miljøet er blevet mere råt. Hvor kvinderne tidligere overvejende tog heroin, er det nu kokain,” forklarer hun. ”Forskellen er, at heroin virker sløvende, og virkningen varer 6-8 timer. Kokain derimod giver ”optur”, så man føler sig uovervindelig, men virkningen aftager allerede efter mindre end en time. Jagten på næste fix er derfor meget mere intens i dag end for få år siden. Desværre har kokain mange alvorlige bivirkninger ligesom den overdøver basale behov som sult, tørst og søvn, så ofte ankommer kvinderne meget medtagede til Reden.”

Selvom det er let at se, at kvinderne har brug for hjælp, kan det være svært at forstå, hvordan Redens personale fortsat holder fanen højt. ”På Reden har vi ikke den luksus at give op – vi bliver ved og griber de positive oplevelser, der kommer. Og der er heldigvis ikke så få. De her kvinder har jo en power, som vi andre ikke drømmer om. De har klaret sig igennem tilværelsen på trods af ting, som gør de værste forsidehistorier til hverdagskost,” fortæller Redens leder. ”Men de kan stadig komme med blomster, hvis en af Redens medarbejdere er blevet gift eller med regnbue-is til aftensmaden, hvis de er faldet over et tilbud i Netto – og de kan stadig le. Ville vi andre kunne det?”

Næsten et hjem

Mange af Redens brugere har egentlig en bopæl, men de er ikke i stand til at opretholde et hjem. ”Vi vil gerne skabe hjemlige rammer for dem – gøre det pænt og hyggeligt her, så det betyder rigtig meget, at IDEmøbler tropper op i dag og giver stuen en makeover. Mange af disse kvinder har ingen sociale relationer udover Reden – her bliver de en del af et fællesskab. Vi bliver en slags reservefamilie for dem – f.eks. ringer de uopfordret til os og informerer os, hvis de f.eks. er kommet på hospitalet. Det behøver de jo ikke – Reden er jo et anonymt tilbud.”

Rix lægger ikke skjult på, at der er få ”happy endings” i Redens univers, men der er heldigvis solskinshistorier. ”Jeg blev en gang inviteret på frokost hos én af Redens tidligere brugere. En kvinde som nu er stoffri, under uddannelse, og som lever med sin mand i et bondehus på landet. Jeg har også modtaget en del beskeder fra fødeafdelinger, hvor tidligere brugere, som nu er blevet stoffri, netop var blevet lykkelige mødre. Vi får en plads som livsvidner i kvindernes tilværelse i en svær periode i deres liv. For nogle få får det heldigvis en lykkelig udgang.

På spørgsmålet, om hvor hun henter sin motivation, svarer Rix, ”Jeg har Danmarks bedste personale, og energien henter vi hos kvinderne! De er ikke tabere – men de lever på kanten. Det er gode kvinder – søde, sjove, sårbare og fulde af power. Og de er jo alle nogens datter! Hver af disse kvinder rummer stof til en bestsellerroman, hvor du aldrig får slutningen – jeg vil bruge resten af mit liv på dem. Verden er ikke fair, og jeg er drevet af en næsten barnlig retfærdighedssans, så jeg fortsætter” fastslår Anette Rix, og vender tilbage til dagens projekter.